Vi støtter David Rejkjær Knudsen

Her fortæller David om, hvad han laver:

Jeg blev udsendt fra Grønnevang Kirke i august 2016 indtil maj 2019 til at arbejde på skibet, Logos Hope. Skibet er ejet af en tværkirkelig kristen organisation, som hedder Operation Mobilisering (OM). De brænder for at formidle Guds kærlighed ved at fortælle om Jesus Kristus og ved at følge hans eksempel i handling.

Logos Hopes mission
Skibet, Logos Hope, sejler rundt i hele verden, og når skibet lægger ind til havn, bringes ”viden, hjælp og håb” til lokalområdet i samarbejde med de lokale kirker. Viden igennem et enormt stort bogsalg af bl.a. skolebøger og kristen litteratur. Hjælp gives ved praktisk hjælp i det lokale samfund, f.eks. gennem nødhjælp eller byggeprojekter. Håb bringes igennem troen på Jesus Kristus, som vores ven, frelser og Gud. I  sidste ende er dette målet for skibets arbejde.

Opgaver ombord på Logos Hope
I mit første år på skibet har jeg arbejdet i boghandlen ombord. Arbejdet har primært bestået i at byde velkommen, lave præsentationer omkring vores vision: viden, hjælp og håb - samt at organisere boghandlen og vores boglager. Sidst med ikke mindst at holde boghandlen ren og pæn, så den giver et godt indtryk for alle besøgende. Derudover har jeg haft mulighed for at forbedre og træne mine evner til at engagere mig i samtale med folk fra de forskellige lande, men også at udvikle ledelsesegenskaber i små arbejdsteam. Jeg har været rigtig glad for min tid i boghandlen.

Nu er jeg startet i en ny funktion, som kaldes ’Line-up’. Min nye afdeling arbejder med alt, hvad der har at gøre med forberedelsen, planlægningen og koordineringen af programmet for de offentlige aktiviteter, som vil ske, når Logos Hope lægger til havn. Et arbejde i line-up indebærer derfor også: al kommunikation med f.eks. myndigheder, NGO’s, fængsler, børnehjem, kirker, ungdomsgrupper med mere. Sidst men ikke mindst skal vi have tilladelse til at komme i havn, og skabe muligheder for at komme i kontakt med mennesker, som vi kan tale og engagere os i. Typisk deltager man i 5-6 store ’line-up’s. De første som elev, derefter vil man efterhånden blive ansvarlig for at lede et line-up team. Jeg ved ikke, om det bliver planen for mig, men jeg ved, at jeg har brug for introduktion til jobbet, som foregår i en del af verden, hvor jeg stadig har meget at lære med hensyn til tradition, kodeks og forhandling.

Hele 2017 er Logos Hope i Caribien, og i 2018 vil skibet være i Mellemamerika; bl.a. Columbia, Puerto Rico, Mexico - så jeg er i gang med at lære spansk. Visionen for Latinamerika er, at udruste de lokale kirker til mission og hjælpe dem med at sende 2000 missionærer til dem, som endnu ikke har hørt om Jesus. Bagved denne vision ligger Operation Mobilisation’s mission: ”Vi ønsker at se passionerede Jesus fællesskaber blandt de mindst nåede” [Frit oversat]. Dette er en vildt stor mission, som alt sammen springer ud fra den kærlighed, Gud har vist os igennem sin søn, Jesus. Jeg er glad og taknemmelig for at Grønnevang kirke står bag mig med udsendelse og forbøn.