Dåb

Skal barnet døbes, henvender man sig så tidligt som muligt til Det Fælles Kirkekontor. Vi vil gerne vide, hvilken søndag dåben skal finde sted, barnets fornavn(e), evt. mellemnavn, samt om barnet skal have faderens eller moderens efternavn. Endvidere skal vi have navn og adresse på mindst to faddere - dog højst fem. Barnets gudmoder/gudfader tælles med som fadder - dog ikke, hvis det er én af forældrene, der bærer barnet.

Derefter skal præsten, som skal døbe barnet, kontaktes for at aftale et tidspunkt for en samtale. Skal barnet døbes uden for Grønnevang sogn, kontaktes præsten ved den pågældende kirke.

Hvad betyder dåben?

Dåbens betydning beskrives i en salme, som vi ofte bruger ved dåb i Grønnevang kirke:

”Fyldt af glæde over livets under

med et nyfødt barn i vore hænder

kommer vi til dig, som gav os livet.

 

”Fyldt af bæven foran ukendt fremtid

lægger vi vort barn i dine hænder.

Det, som sker i dåben gør os trygge.

 

Fyldt af undren er vi i din nærhed.

Du, som bærer verdensrummets dybder,

venter på de små og ta’r imod os. ”

(Den Danske Salmebog nr. 448 vers 1-3)

 

Dåben er en hellig handling med det allerstørste indhold. Dåbens gave er det Liv og Håb, som Jesus har vundet til os ved sin død og opstandelse. I dåben markeres det, at barnet må leve og være i fællesskab med Gud altid – troens og håbets og kærlighedens liv og fællesskab med Gud og mennesker. Når vi døber vore børn som små, så giver vi dem del i denne kærlighedens gave og virkelighed – fra Gud til os.